Udgivet af Line Hage, søn d. 10. maj 2020, kl. 10:00

4. søndag efter påske 2020

 

Johannesevangeliet 8,28-36:

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.

 

Sandheden skal gøre jer frie…

Verden er fuld af sandheder. Vi får dem smidt i nakken og i hovedet hele tiden. Sandheder om alt mellem himmel og jord og mellem mennesker. Mine sandheder og dine sandheder, de gamle sandheder og de nyeste, friske, vigtige sandheder. Lad os kalde alle denne verdens sandheder for fakta - uanset om de er det eller ej! Blot for at skelne mellem alle disse og så Sandheden, som er det Jesus taler om i dag.

 

Og sandheden er: Jesus selv!

Jeg er Sandheden, Vejen og Livet som han et andet sted siger det lige ud og direkte (Joh 14,6): I skal lære sandheden at kende og sandheden skal gøre jer frie… Sandheden er, i modsætning til alverdens fakta, evig. Den var med fra verdens begyndelse og vil være med ved enden. Det siger Jesus også meget klart og utvetydigt om sig selv: Jeg er Alfa A og Omega , den første og den sidste, begyndelsen og enden (Åb 22,13).

Jesus er den evige sandhed i kød og blod…

 

Det er ikke lige til at forstå, og det synes jøderne i dagens tekst heller ikke. De, og vi, forstår nemlig tingene på en anden måde end Jesus. Vi forstår vores verden og vores tid, for det er jo vores virkelighed. Som verden er bundet, er også vi bundet af tiden – som verden engang blev til og en dag får ende, sådan bliver vi også født og skal dø engang, og derimellem går tiden – forår bliver til sommer, ungdom til alderdom – alting forgår og forandres. Tiden bestemmer suverænt, og tager os med sig. Det er et grundvilkår for os. Vi er underlagt og udleveret til tiden, vi er dens fanger, slaver, trælle. Ingen mennesker kan gøre sig fri af tiden.  

 

Men Sandheden er evig og dermed større end tiden, før og efter, over og under tiden – tiden er noget der sker inde i evigheden – hvis I kan forestille jer det?

Fakta hører tiden til, og ændrer sig med tiden - fx dengang alle vidste at jorden var flad! Fakta hører tiden til – Sandheden er evig og uforanderlig, og meget svær for et tidsbundet menneske at forstå. Alligevel har vi alle en fornemmelse for evighed, for den er, ligesom tiden, også et grundvilkår for os – bare sværere at få øje på og gribe om. Til gengæld er evigheden vores eneste vej ud af tidens fangeskab. Og det er denne sandhed, der kan sætte os fri, hvis vi tør tro den…

 

Frihed

Vi er fanget af tiden, og vi kan ikke af os selv slippe fri. Vi lever som slaver under tidens forbandelser - og velsignelser (men de fylder ikke så meget i os som forbandelserne!). Vi lever med, bærer på, hvad der engang i fortiden skete os, og hvad der engang i fremtiden vil møde os. Både på det helt nære personlige plan og på det store historiske plan. Vi ærgrer os over fortiden og frygter for fremtiden, vi lider… og vi slæber det hele med os i generationer. Tiden tynger, og det kræver stort mod at sætte sig op imod dens magt over os. Vi må nemlig se fortiden i øjnene, for at lette fremtiden. Vi må SE forbandelserne – både de personlige ydmygelser og nederlag og de nationale og internationale – alle krige og uretfærdigheder. Vi må se dem, så vi dels kan angre, hvad vi selv har gjort (eller ikke fik gjort) og så vi kan tilgive, hvad der overgik os selv. Kun sådan kan vi lette de byrder som tiden har lagt på os. Vi kan ikke gøre det gjorte ugjort, men vi kan slippe fri af den betydning, som tingene med tiden har fået over os.

 

Anger og tilgivelse kræver stort mod og stærk vilje I NUTIDEN, altså lige nu, og nu, og nu… Nutid er grænsen mellem fortid og fremtid, og det er også her vi møder evigheden, som det dog er fuldstændig umuligt at holde fast. Vi kender evigheden i lykkelige øjeblikke, i glimt der pludselig kommer over os og ophæver tiden. Og giver os kræfter og mod og tro og håb. Nutiden er evighedens dør ind i tiden, og vi skal endelig lukke op, være nærværende i vores egen nutid, så evigheden kan komme i spil i vores verden.

 

Sandheden bliver sagt til os, der lever under tidens trældom. Vi, der med frygt ser frem mod enden, vi, der ikke kan flygte fra fortiden. Vi, der må spørge til livets mening, når vi alligevel bare skal dø. Vi får denne sandhed om evighedens frihed – at der er en magt, som overskrider tidens altfortærende magt. Han, som var, og som er, og som kommer, begyndelsen og enden. Han giver os tilgivelse for det, der er sket. Han giver os modet til det, som kommer. Han giver os hvile i sit evige nærvær.

Kategorier gudstjeneste