Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Jesus blander politik og religion

Jesus blander politik og religion
Udgivet af Line Hage, søn d. 3. okt 2021, kl. 18:30
Prædikener og reflektioner

Evangelieteksten 18. søndag efter Trinitatis

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«

Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: »Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?« De svarede: »Davids.« Han sagde til dem: »Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige:

Herren sagde til min herre:

Sæt dig ved min højre hånd,

indtil jeg får lagt dine fjender

under dine fødder?

Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?« Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget. 

Amen

Matthæus 22,34-46


Jesus er i en politisk debat i dagens prædiketekst. Og politik er ofte noget meget ukonkret snak - abstrakt som alterbilledet i dag. Jeg håber det vil lykkes mig at lukke teksten op for jer, for der er virkelig interessante ting på spil. Jeg håber også, at alterbilledet vil kaste lidt mening af sig undervejs.

Lige før den politiske debat Jesus her har med farisæerne, har han været i heftig debat med et andet politisk parti, Saddukæerne – som han i øvrigt lukkede munden på, som der står.

Lad mig lige kort ridse datidens politiske fløje op for jer: Saddukæerne var nogle aristokratiske præstetyper, der havde dannet et overklasseparti med stor indflydelse og magt. Saddukæerne er mest kendt for, at de ikke troede på evigt liv – de troede på den belønning som de rige og raske allerede har fået af Gud i dette liv. De mennesker som Gud elsker, bliver velsignet på alle mulige måder – ligesom Saddukæerne selv. Det var naturens orden, synes de – så alt det Jesus gik rundt og sagde om de fattige og syge, der skal arve Guds rige, hørte ingen steder hjemme i Saddukæernes samfundsmodel.

Farisæernes parti havde en anden opfattelse. De mente ikke at uligheden var naturens – eller Guds orden og ønske. De stod fast på, at alle mennesker kunne gøre sig fortjent til Guds velsignelse, som dengang helt konkret betød velstand, ved at overholde hans lov. Farisæerne var meget fromme – ikke præster, som Saddukæerne, men lægfolk. De levede strengt efter Guds lov, med renhedsregler og helt bestemte bud om, hvad de skulle gøre og hvad de ikke måtte gøre. Der var 613 bud i alt og de havde mange af buddene fra det vi i dag kalder Det gamle Testamente. De 10 bud var en del af Farisæernes lovkompleks.

Farisæerne havde dog mange interne partidiskussioner om loven. F eks om hvad for et bud, der er det vigtigste. Hvilke bud må vige for andre, når der opstår en konflikt imellem dem? Er sabbatten f eks vigtigere end barmhjertigheden? Den slags juristeri var Farisæerne meget optaget af. Og det er jo også det de spørger Jesus om i dagens tekst.

Det er helt klart politik der debatteres, selvom det lyder mere som teologi. Men dengang skelnede man ikke og begge de to partier forsøgte at fange Jesus i hver deres spin, og udstille ham som politisk tonedøv – så de selv kunne vinde større lydhørhed og dermed magt. Altså: Politik.

Og Jesus er helt med på at blande politik og religion – ja, kan man overhovedet skille det ad?  

Kaj Munk

Jeg har gemt på et Kaj Munk citat i et par år til den rette anledning, og det er i dag. Citatet stammer fra en prædiken han holdt i 1943 i stor fare for at blive fanget af den tyske værnemagt. Kaj Munk blandede politik og religion på en helt særlig og meget inspirerende måde:

Stormagterne kæmper en kamp på liv og død. Det gør også den stormagt, der hedder kirken. For kirken er en stormagt, større end de andre. De andre kæmper for sig selv, for deres egen eksistens. Kirken er en stormagt, for dens mål er meget større. Den kæmper for menneskehedens sjæl …«

Mon ikke Kaj Munk havde læst dagens tekst, for det var jo netop sådan Jesus trumfede sine politiske modstandere, så det den dag i dag er ham vi kender, og ikke hverken farisæerne eller saddukæerne. Jesus gav os nemlig et værdigrundlag, der er større, vigtigere, tungere end al politik, alle beslutninger, alle love og regler – en enkel grundlæggende værdi, som vi kan bygge os selv og ethvert samfund op på:

Kærlighedsbuddet

Elsk Gud af hele dit hjerte, hele din sjæl og med hele din forstand. Og elsk de andre på samme måde, som du elsker dig selv.

Det dobbelte kærlighedsbud – som er det jeg ser i alter billedet af Mark Rothko. Buddet overflødiggør ikke politik – det skal ikke sættes i stedet for lov og orden. Det dobbelte kærlighedsbud danner værdigrundlag for alle vores beslutninger hver dag, minut, sekund.  

Det første bud er at elske Gud. Det betyder at give Ham vores opmærksomhed, lade Ham fylde os, lade Ham flytte ind i vores hjerter, som en salmedigter ville skrive det. Af hele dit hjerte, hele din sjæl og hele din forstand.

Kærlighedsbudet danner vores værdier, som igen gør det muligt at træffe valg – også politiske valg. Hvad tror vi grundlæggende er vigtigt og værdifuldt – også for andre end os selv. Er det tryghed eller frihed eller lighed, fred, fremdrift… Vi sang Kringsatt af fiender – omringet af fjender - Jesus omringet af politiske modstandere – os selv bombarderet udefra af krav om at tage stilling, vælge, beslutte… Sangen er fyldt med grundlæggende værdier, der er nok at vælge imellem. Det er en meget alvorlig sang – også i tonen. Jeg får altid lidt dårlig samvittighed af at synge den, for den gør mig klar over hvordan jeg for det meste skøjter let hen over det vigtigste – nemlig at træffe valget om mine grundlæggende værdier hvert minut - OG handle efter dem.

Vores grundlæggende værdier

Kender I jeres egne værdier? Kan I sætte ord på, hvis jeg spørger til kirkekaffen?

Det er svært, for vi tænker ikke over det. Vi overlader gerne til andre – feks politikere at definere vores værdier. Vi parkerer vores valg hos andre, som hellere en gener vil træffe valget for os. Det er ikke kun politikerne, der kan se fidusen – bankerne er også gode til det, og har udviklet et helt sprog, der handler om værdi. Og de kan gøre det så dejlig konkret i plus og minus værdi, de kan hjælpe os med at budgettere og investere vores værdier, så vi får noget at købe tryghed for. Lykke. Sundhedsvæsnet byder også på attraktive værdier i godt helbred og et langt liv – fitness, helsekost og smarte træningssko hjælper disse værdier på vej. Telefoner, modetøj, biler, ure understøtter atter andre værdier. Alle gør de det nemt for os at vælge. 

Det er bare ikke den grundlæggende værdi, de kan tilbyde. Den værdi, der styrer alle vores andre valg og fravalg. Den står man helt selv for, og det er egentlig ganske enkelt:

Elsk din næste, som dig selv. Se din bror og søster gennem alle de facader, burkaer, rockerveste, sminke, jakkesæt – hvad de nu beskytter sig bag. Elsk Gud først, se de andre med hans øjne, så du får styrken til at se igennem det hele. Se mennesket og elsk det, fordi det er som dig selv.

Ikke som en sur pligt eller en skræmmekampagne, at du ikke kommer i himlen, hvis du ikke gør det. Ikke som et bud – selvom det er det vi kalder det. Men som den grundlæggende værdi i alt hvad du gør. Elsk din næste, som dig selv.

Hvilke politikere, finansfolk, eksperter, firmaer, trossamfund… lever op til denne grundlæggende værdi, og vil kæmpe for den? Var det farisæerne eller saddukæerne dengang – eller ingen af dem? Var det tyskerne eller modstandsfolkene under krigen? 

Hvem gør det i dag: Socialdemokratiet, EU eller Google?