Kirker er omfattet af corona-lukning af kulturinstitutioner

Myndighederne arbejder målrettet på at forsinke den markant voksende smittespredning af COVID-19 i Danmark og afbøde konsekvenserne heraf.

Derfor er der iværksat omfattende tiltag for at undgå situationer, hvor mange personer opholder sig tæt sammen – bl.a. at alle offentlige kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud mv. lukker.

Folkekirkens gudstjenester er omfattet af lukningen af alle offentlige kulturinstitutioner. Det betyder, at alle gudstjenester derfor er aflyst i de kommende 14 dage. Alle frivillige foreninger og trossamfund uden for folkekirken opfordres kraftigt til at gøre det samme.

Lukningen af indendørs aktiviteter gælder i foreløbigt fjorten dage.

Kirkeminister Joy Mogensen opfordrer alle i folkekirken og andre trossamfund til under lukningen at være til stede på andre platforme.

- Brug nettet, brug de sociale medier, brug Skype eller Facebook – gør, hvad der står i jeres magt, for at nå de danskere, der ikke kan komme i kirken. Jeg vil samtidig kraftigt opfordre trossamfund uden for folkekirken til det samme, siger Joy Mogensen.

Lukningen omfatter også arrangementer, hvor menighedsråd er vært i f.eks. sognegårde o. lign.

Kirkelige handlinger som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse/bisættelse er ikke offentlige men de er omfattet af forbud mod forsamling af flere end 100 mennesker indendørs.

Alle ansatte og medarbejdere ved folkekirkens stiftsadministrationer og menighedsråd skal foreløbigt arbejde hjemmefra.

Pressemeddelelse fra biskopperne om folkekirkens tiltag her. (Link)