Formandens beretning 2020

Årsberetning for Sundby sogns menighedspleje ved årsmødet 20. maj 2020

Det blev et meget lille årsmøde i år pga corona. Men vi var nok til at vælge bestyrelse og konstituere os.

Paul Kühle og Helmer Munch Andersen var på valg, og modtog begge genvalg. Til suppleant blev John Christensen valgt. Ud over de nygenvalgte består bestyrelsen af Lis Munksgaard og Inger Michelsen, som ikke var på valg i år og sognepræsterne Line Hage og Morten Sternberg, der begge er fødte medlemmer.

Line Hage fortsætter som formand, Lis Munksgaard som næstformand og repræsentant i Genbrugsens bestyrelse, Paul Kühle som kasserer og Helmer Munch Andersen som repræsentant i Genbrugsens bestyrelse. Det er nok ikke påkrævet i denne sammenhæng, men absolut værd at nævne, at John Christensen, suppleant, fortsætter som bestyrelsens referent.

Rolf Kallesøe blev genvalgt som menighedsplejens revisor.

2019 var det sidste af de tre år vi havde fået til at afvikle Fonden. Det var vigtigt at Fonden blev helt tømt inden udgangen af året, og det gav en særlig rundhåndet julehjælpsuddeling. Hvor der i de foregående år er givet 400,00 kr. pr. person i julehjælp, kunne vi i år give 425,00 kr. Og vi kom næsten i mål og kunne overføre et lille restbeløb på 106,54 kr. fra Fondens til menighedsplejens konto. På den baggrund kunne Fonden opløses på årsmødet.

Tak til Paul Kühle, kasserer, for en sikker og rolig hånd gennem hele fondens afvikling.

Besøgstjenesten fungerer nu som om den altid har været her. Og samarbejdet med menighedsrådet om sognets kirke- og kulturmedarbejder Ulla Bentzen, der står for besøgstjenesten fungerer også upåklageligt.

I sommeren 2019 arrangerede menighedsplejen sammen med menighedsrådet en udflugt til Kertemindes kirsebærfestival med bus og frokost for ca. 20 frivillige og andre fra menigheden. Det var meningen, at det skulle følges op med endnu en udflugt i sommeren 2020, men det måtte opgives pga corona. Vi ser på muligheden i 2021.

Høst 2019 blev fejret på en ny måde i sognet med et høstmarked efter gudstjenesten en søndag i september. Dette første marked var et forsøg, om det kunne lade sig gøre - hvad der skulle til af ressourcer - om byen og Amagerbrogade ville tage imod det – alt sammen med henblik på at begynde en ny tradition. Det var en stor succes, og – hvis det ikke lige var for den corona – ville det i 2020 blive udvidet, så der også kunne genereres et overskud, som skal gå direkte til julehjælp. Vi holder fast i ideen, selvom det må aflyses i 2020.

Vi er i menighedsplejen optaget af at samle penge ind lokalt, for at dele dem ud lokalt. Vi møder mange hårde skæbner, tilspidsede situationer og uoverstigelige sociale forhold. Og vi forsøger altid at se den enkelte person og livssituation og yde den hjælp vi nu kan dér. Nogle gange er det et gavekort på 100 kr. til købmanden, der lige redder dagen for en hjemløs, andre gange er det tivolibilletter til en mor med to børn i sommerferien.

Vi kunne ikke gøre det uden Genbrugsen, så her skal lyde den største TAK til jer fra os i menighedsplejen og alle de sognebørn, som nyder godt af jeres gode indsats. Tak