Dåb

Dåben er en fejring af livet og troen. Det er her, man optages i den kristne menighed og bliver en del af det kristne fællesskab. Og her findes ingen aldersbegrænsninger. Du kan både blive døbt som barn og som voksen – og en enkelt dag om året, kan du endda komme ind fra gaden og blive døbt i Sundby Kirke.

Barnedåb:

I Sundby Kirke har vi dåbsgudstjeneste den 2. og 4.  lørdag i hver måned kl. 10.30. 

Du skal henvende dig til kirkekontoret for at bestille tid til dåb. Du finder kirkekontorets åbningstider og kontaktoplysninger her.

Når du kontakter kirkekontoret, finder vi sammen frem til en dato. Når vi booker datoen, skal vi bruge dine kontaktoplysninger, barnets cpr-nummer og det ønskede navn. Du finder en liste over godkendte navne i Danmark her. Er det ønskede navn ikke godkendt, kan du ansøge om godkendelse.

Senest fire uger før dåben skal kirkekontoret have besked om navn og adresse på barnets faddere. Barnet skal have to til fem faddere. De skal være døbt og over konfirmationsalderen.

Ved dåben er det en af fadderne eller en af forældrene, som bærer barnet og bekræfter troen for barnet.

Cirka to uger før dåben bliver forældrene kontaktet af præsten for at aftale en dåbssamtale.

Du kan læse praktiske informationer i forbindelse med kirkelige handlinger i Sundby Kirke her – blandt andet åbner kirken en halv time før dåben starter.

Voksendåb:

Er du voksen og ønsker at blive døbt, så er det nemt og uproblematisk. Du skal kontakte kirkekontoret for at aftale tid. Du finder åbningstider og kontaktoplysninger her.

Voksendåb foregår næsten ligesom en barnedåb. I stedet for faddere skal du have minimum to vidner, som er til stede ved dåben. Som voksen bekræfter du også selv troen.

Inden dåben deltager du i en dåbssamtale med præsten. Ønsker du at udforske din tro nærmere, kan du deltage i vores tilbud til voksenkonfirmander. Tilbuddet kan bruges som forberedelse til voksendåb.

Drop-ind dåb:

En enkelt dag om året kan du komme ind fra gaden og blive døbt. Vi kalder det drop-ind dåb. Det foregår altid påskelørdag. Det eneste, du skal gøre, er at medbringe id.

Du kan læse mere om dåb i folkekirken her.