1. advent Fremtid

Første søndag i advent – ethvert barn ved, at nu er den helt sikker, juleaften kommer også i år med gaver og slik – og forhåbentlig en hyggelig stund i familiens skød. 1. søndag i advent - det lyder så julet og det dufter af gløgg og æbleskiver. Dejligt.

De fire søndage i advent er kirkens måde at forstå tiden på, og adventstiden har samme funktion i kirkens kalender som fastelavn og fastetiden har før påske. Det er en forberedelsestid, mens vi venter på noget helt specielt. Noget helt grundlæggende i vores liv, nemlig fødsel og død. I påsken er det døden, som den voksne Jesus vinder over - opstandelsen påskemorgen, vi venter på. Han døde på korset, og stod op igen, som om han blot havde sovet et par dage. En fantastisk – ganske u-trolig – historie.

I adventstiden venter vi på jul, hvor Jesus blev født. Dette mærkelige, underlige – ja, vid-underlige, at Gud blev født af en menneskekvinde, og selv voksede op og døde, som en menneskesøn. Ligesom os andre mennesker bundet af tyngdekraft og tid.

Ellers kender vi Gud som evig og luftig, tilstede iblandt os som svævende Ånd. Det er svært for os at forstå Guds evighed, for det er svært at få øje på. Og svært at tro på. Vi kommer nemt til at forstå evigheden på tidens præmisser, som om evighed er det samme som uendelighed – altså en tid, der bare bliver ved i det uendelige. Men evigt liv er noget helt andet end uendeligt liv.

Og det er det prædikenteksterne handler om i adventstiden: Evigheden. Vi begynder i dag med at se den i et fremtidsperspektiv: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:  

Prædikentekst fra Matthæusevangeliet kap 21 vers 1-9

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:

Sig til Zions datter:

Se, din konge kommer til dig,

sagtmodig, ridende på et æsel

og på et trækdyrs føl.

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:

Hosianna, Davids søn!

Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!

Hosianna i det højeste! Amen

Fremtiden. I denne lille tekst, som også bliver læst Palmesøndag lige inden påske, er Jesus på højdepunktet af sit liv, 33 år gammel. Han rider ind i Jerusalem, og bliver modtaget som en konge, en frelsende konge, som folkeskaren håber kan redde dem fra undertrykkelse, sygdom og sult. Sådan har han nemlig indtil nu rejst rundt i hele landet og frigjort folk han mødte på sin vej, helbredt dem og skaffet mad i overdådige mængder.

Han rider ind i Jerusalem på en bølge af disse forventninger. På et æsel, uden kongekrone og smukke dragter og sådan genkender de ham alle, som den konge profeterne i gamle dage lovede dem ville komme og gøre alting godt. Jesus bliver hyldet som en frelser den første dag i påskeugen – fem dage senere er han død. Henrettet af de selv samme mennesker, der hyldede ham. Han levede ikke op til deres forventninger. Han gav dem ikke det de ville have.

Til gengæld fik de, hvad de havde brug for, og det viste sig påskemorgen, hvor evigheden vandt over tiden. Vi skal med andre ord ikke længere være bange for at blive ældre, ikke frygte at dø – for vi lever i evighed. Vi forstår det ikke, for vi er underlagt tiden, som den kort skyder sig af mellem vores egen fødsel og død. Vi forstår det ikke, men vi lever alligevel sådan – fra evighed til evighed, og det er DET kirkens særlige opfattelse af tiden, kirkens kalender viser os. Og det er derfor denne 2000 år gamle tekst handler om fremtiden.

I dag, 1. søndag i advent, begynder kirkens tid nemlig forfra. Det er kirkeligt nytår i dag. Og historien om Jesus der rider sejrende ind i Jerusalem, selvom han ved, at han skal dø derinde, er historien om, hvad der ventede det lille Jesusbarn i Bethlehem. Profeterne fra fortiden havde forudsagt, at en konge ville blive født – en konge så stor – ja, større end kong David, der stod i folkets erindring og historie, som en konge, der gav dem, hvad de ville have: Fred, velstand, tryghed. Jesus skulle vise sig, at give os mennesker mere end det. Han frelste os fra tiden og døden, og vi skal bare tro det, for at mærke det. Han frelste os fra tiden og døden, og det er også sådan vi lever vores liv, om vi forstår det eller ej. Vi lever i gentagne cirkler af morgen der bliver til aften, nat og morgen igen. I forår, der bliver til vinter og forår igen. Vi lever fra juleaften til juleaften, og hver søndag gennem året kan vi i kirken synge: Hosianna, hosianna med folkeskaren, der hyldede Jesus på æslet, og så bliver vi samtidige med dem. Gennem årtier og årtusinder gentager livets evige rytme sig, og den lever så stærkt i os, at vi knap bemærker det.  

Vi lever dybt indfældet i disse cirkler – eller bedre: spiraler, for både vi og verden bliver ældre. Det hele ændrer sig, samtidig med at det gentager sig. Og sådan lever vi i evighed, når hver morgen er en ny begyndelse, som verdens allerførste morgen, når hvert øjeblik er nyt – og samtidig en gentagelse. Vi skal ikke forstå alt dette, blot leve i det, leve med i det.

Men vi stritter imod.

Det vil jeg gå nærmere ind i på næste søndag, hvor prædiken handler om nutiden – og bibelteksten fortæller om Dommedag. I kan i løbet af ugen tænke med, og I får et billede med hjem til at sætte tankerne i gang. Tiden er ikke en lige linje, men en spiral, der fortsætter ind i evighed.

2.advent Nutid

Prædikentekst fra Lukasevangeliet kap 21 vers 25-36

Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«

Og han fortalte dem en lignelse: »Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Amen

En tekst om Dommedag – og jeg skal prædike om nutid!

Sidste søndag var det kirkens nytår – 1. søndag i advent. Det er her årets særlige kirketid og kalender begynder forfra. Det har givet mig anledning til at prædike om tid og om evighed. En lang prædiken – så lang, at den bliver delt over tre adventssøndage.  I dag er vi kommet fra fremtiden sidste søndag til nutidens perspektiv på evigheden, og næste søndag er det fortiden, der er i fokus. Lige nu, i dette øjeblik, er vi godt i gang med adventstiden, som er en åndelig forberedelse på den store tilbagevendende begivenhed julenat i Bethlehem - den nat hvor evigheden bliver født ind i tiden. Den nat, hvor Gud blev til et menneske, for at møde os der, hvor vi er – i tiden. Meget underligt – vidunderligt…

Dommedag hjælper os med at forstå forholdet mellem tiden og evigheden. For Dommedag virker i nutiden som en alarmtone, der hyler konstant – en brandalarm – en sirene. Dommedag er vores dybeste frygt. Naturvidenskaben kalder det verdens undergang. Vi ved den kommer, men vi ved ikke hvornår. Selve Dommedag vil ske i fremtiden – engang, og vi kan have held til at glemme det - i glimt. Men frygten for dommedag, tidernes ophør, er selve nerven i enhver frygt for fremtiden: Når vi fx frygter at miste dem vi elsker. Når vi frygter for os selv at vi blive syge - eller snydt. Når vi går rundt i det daglige og frygter for hele verdens ve og vel. Alt sammen er det frygt for en fremtid vi ikke kender. Det kan være en ubærlig stor frygt og byrde for den enkelte, når noget i livet ser ud til at gå den gale vej. Og så bliver følelsen af dommedag meget levende. Vi siger: det hele ramler om ørene på os. Livet ser håbløst ud, tomt og mørkt. Som før verden blev skabt, og kun ånden svævede over det dybe, døde hav. Nogle mennesker ender med at tage livet af sig, når de mærker Dommedagens virkelighed.

Dommedag ligger bag enhver stor og lille frygt for fremtiden. Den er en larmende, blinkende alarm i vores indre. Og når vi hører den kan vi enten gå under i støjen – eller vi kan sige PYT.

Er det nu uansvarligt at sige PYT til bekymringerne, der udløser frygten? Lyder det lidt fjollet og useriøst?

Tværtimod, vil jeg sige, PYT er det mest anstændige og eneste ansvarlige, der er at gøre. Sig PYT til din frygt, så fremtidens uvished ikke kommer til at fylde i dit liv. Sig PYT, så du ikke kommer til at leve på frygtens præmisser.

Så snart du siger PYT kommer du væk fra den fremtid du frygter. Som et trylleord vender du tilbage til nutiden - det øjeblik du står midt i. Og det er jo her du kan gøre noget, det er her du lever – i dette nu…

… det er kun i dette nu, at du kan handle klogere, sødere, mere nænsomt over for andre og den jord vi lever sammen på. Kun fra øjeblik til øjeblik kan vi ændre vores egen og verdens gang. Vi kan hverken ændre på fortid eller bestemme fremtid. Vi har kun NU – og NU, hvor vi kan påvirke tingene.

Sidste søndag talte jeg om tiden som en spiral - ikke som en lige linje fra begyndelse til slut. Tiden er en spiral, hvor alt kommer igen, vender tilbage. Det ser nok helt forskelligt ud fra tidsalder til tidsalder, og vi kommer nemt til at tro, at vi er kommet videre ad en vej, er blevet klogere og dygtigere - men det er i bund og grund det samme der møder os – igen og igen. En tidsspiral, som tager med sig, hvad vi gør, tænker og siger i øjeblikket.

Det giver os et kæmpe ansvar for tiden – ikke for fortiden (-det kan vi ikke gøre for), ikke for fremtiden (-det kan vi ikke gøre noget ved). Men vi har et kæmpeansvar for det NU, vi er midt i hvert øjeblik.

En far kommer træt og sur hjem fra arbejde. Chefen var dum. Familiens kat løber ham i møde, men han giver den et los: Skrid! Katten bliver skræmt, og da sønnen vil trøste den, river den ham, så det bløder. Han løber stortudende ind til sin mor, som brænder frikadellerne på, og skælder ud på teenagerdatteren, der mukker over at hun ellers lige var så sulten, osv osv. Sådan snor en af hverdagens tidsspiraler sig mageligt afsted. Og den kan kun standses i øjeblikket af den, der har styrke til at sige PYT.

Det er ikke nemt at sige PYT, men det lille ord giver styrke. En styrke, som det har fra Nu’et, hvor det bliver sagt. Og NU’et er meget stærkt, for det er her virkeligheden sker.

PYT har yderligere sin kraft fra evigheden – der hvor Dommedag ER overstået. Nuét har så meget af denne evighedskraft, at det kan ophæve tiden.  Og vi kender det godt, når tiden står stille. Det sker når vi i glimt er lykkeligt optaget af noget. Vi kan glemme både tid og sted, når ånden er over os. Og det sker kun i Nu’et. Ikke i morgen eller i går.

Ånden arbejder for os - og for det gode, skønne, rene i verden: Tilgivelse, hvad er det andet end styrke til at sige: PYT? Retfærdighed, venskab, tillid – kærlighed – hvad var de værd uden: PYT

Ånden arbejder for os. Vi skal blot være optaget af leve så godt og åbent med hinanden, som vi nu kan i hvert øjeblik. Vågne og opmærksomme på de muligheder vi får at sige PYT!

Hvis man ikke har det godt med at sige PYT, så kan man sige TAK med samme styrke.

Våg altid, sagde Jesus, og bed om at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske.

3.advent Fortid

Adventstidens bibeltekster handler om evigheden. Evigheden, som på vid-underligste måde bliver født juleaften. Jeg har de sidste par søndage talt om evigheden opdelt i tid – for dog at holde lidt styr på den svimlende uendelighed. I dag er vi kommet frem til fortiden.

Evigheden er større end tiden. Evigheden ligger bag, over og under – rundt om tiden. Evigheden er også midt i tiden – nemlig i vores glimtvise lykkelige optagethed af andet og andre end os selv.

Evigheden ophæver tiden, så det intet betyder, hvad der var engang og skal komme en anden gang. Kun et tidspunkt tæller i evigheden – nemlig dens egen fødsel julenat. Der er altså et før og et efter, at Jesus blev født. Og i dag skal vi høre om et menneske, der ofrede sit liv på at fortælle verden om Jesus. Dette menneske, som kom fra tiden før Jesus, skulle bane vejen i den nye tid efter Jesus. Og det gjorde han ved at døbe. Sjæl for sjæl bliver den dag i dag døbt ind i det evige håb om kærlighed, sandhed, retfærdighed og fred.

Johannes Døberen blev han kaldt, manden fra fortiden. Og han døbte og prædikede. Han trøstede de syge og fattige og han skældte de store og stærke ud, så de blev sure og bange, og begyndte at forfølge ham. Johannes boede i ørkenen, som en asketisk munk med laset tøj og uglet hår. Han spiste kun vild honning og græshopper. Han var så opfyldt af sin opgave med at bane vejen for det nye, at det lyste ud af øjnene på ham. Mange dengang troede han var vanvittig og fanatisk, men de troede ham også som en profet, der sagde noget sandt om fremtiden. Han tændte tro og håb, og mange mennesker lod sig døbe af ham og hans disciple – en folkelig bevægelse var sat i gang længe før Jesus selv blev døbt.

I dag skal vi møde Johannes i fængslet, hvor han sidder og er kommet i tvivl.

Prædikentekst fra Matthæusevangeliet kap 11 vers 2-10

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet:

Se, jeg sender min engel foran dig,

han skal bane din vej for dig. Amen

I denne mørke tid giver det god mening at tale om Jesus som et lys. Et lys, der spreder mørket, hvor han kommer frem – i vores tanker og følelser – i vores liv.

Sådan som vi lige hørte om stakkels Johannes, der sidder i fængslets mørke og er i tvivl om han har spildt sit liv på en tosset ide om Jesus, som verdens frelser! Er du virkelig den jeg håber du er, spørger han ud i mørket. Johannes sidder spærret inde i sine mørke tanker, og kun håbet om, at han ikke skal dø forgæves, kan tænde hans lys igen. Han må have svar.

Johannes Døberen – det er ham vi fejrer til Sct Hans, når lyset er allerstærkest – er grandfætter til Jesus og det var hans skæbne fra begyndelsen af, at han skulle gå foran Jesus. Bane vejen for ham, ved at prædike og døbe - forberede menneskers hjerter til at tage imod Jesus, da han begyndte at vise sig i blandt os.

Men Johannes selv kan ikke få øje på, hvad det er Jesus har gang i. Johannes kan ikke se, at Jesus har taget Gudsriget, Paradis med til os på jorden. Johannes har nemlig, før han kom i fængsel, prædiket noget andet, end det Jesus så kommer med.

Johannes forestillede sig, der ville komme en strålende Gud, en der som en fornem konge i stor herlighed ville komme til jorden og gøre alting nyt – fredeligt og retfærdigt og trygt med eet slag – et trylleslag fra den almægtige Guds hånd. Johannes drømte om noget meget helligt, noget ophøjet og overjordisk, noget helt anderledes end man er vant til – og så render fætter Jesus bare rundt, som et helt almindeligt menneske og taler med andre helt almindelige mennesker og helbreder dem, hvis de beder ham om det – men det var der så mange der gjorde dengang. Johannes kan ikke se, hvad Jesus gør, for han har ikke lukket troens øje op. Og det er hans egentlige mørke.

Hvad med os i dag, når vi sidder i mørke? Ved vi, hvordan vi lukker os op, så lyset kan slippe ind?

På Jyllandsposten i gamle dage, for en 20-25 års tid siden, dengang avisens billeder skulle fremkaldes i et mørkekammer, stod der på døren ind til mørkekammeret: Pas på når du åbner, at mørket ikke slipper ud!

Og det er jo meget sjovt, for vi ved udmærket, at mørket slet ikke har kraft til at sprede sig af sig selv. Mørket er ikke andet end fravær af lys. Det er tværtimod lyset, der har magten til at sprede mørket – det er lyset, der er stærkest. Sådan er det også med vores indre mørke, som ikke er andet end fraværet af troens lys. Mørket er aldrig det eneste, der er at sige om menneskelivet – uanset hvor mørkt det hele ser ud.

Og her må vi tage ved lære af Johannes, og ikke begå den samme fejl som ham. Vi skal ikke lede efter lyset - troen og håbet og kærligheden i herlige, strålende, uforklarlige fænomener og begynde at kalde det for Gud. Jesus viste os, hvordan man gør, da han gik rundt i blandt os, og vi hører i dagens tekst hans svar til stakkels Johannes. Og det er et enkelt og klart svar:

Vi skal blot holde øje med kærligheden i det, der sker omkring os her og nu. I alt det vi kan erfare i den almindelige dagligdags virkelighed, hvor mennesker tager sig af hinanden, bærer over med hinanden, giver plads for hinanden. Blinde kan pludselig se, når vi tør åbne os for evangeliets sandhed og betydning. Lamme går, når evangeliet sætter os i bevægelse mod hinanden, hen imod det medmenneske, hvor vi møder Jesus og kan se, at det er Guds kærlighed, der deles ud imellem os fra Jesus til os hver især og videre ud til alle, der vil tage imod den, og give den videre, og videre…

Gudsriget, Paradis er her allerede – ja, det har været her på jorden, siden Jesus blev født og Johannes sad i fængslet og ikke kunne få øje på noget Gudsrige. Men det er her allerede i den kærlighed, vi har fra Gud. Og der er rigeligt af den til alle, hvis bare vi ikke fedter med den og holder den for os selv, som om det var vores egen personlige kærlighed, der kun findes i begrænset mængde. Vi skal se stort på de små ting, og kaste os med åbne øjne ud i kampen for kærlighedens frie bevægelighed mellem mennesker. Vi må se hinanden med Guds milde øjne. Det er Gudsriget på jord og alle kristne er døbt til at gøre dette rige til virkelighed, så ingen længere skal sidde i mørket, og være i tvivl om, at de er elskede.

Sådan nærmer vi os nu julen, hvor vi fejrer, at lyset blev født ind i verden og spredte mørket omkring os.

I får et bibelord med jer hjem, at holde jul på: Han kommer som et himmelsk lys og står op for os som en solopgang. Lyset skal skinne for dem der sidder i mørket og i dødens skygge, og lede os ind på fredens vej.

Lov og tak og evig ære være dig vor gud - Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen