Guds flok

Johannesevangeliet kap. 10 vers 22-30:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham. Amen

Prædiken: 

Det er en vinterdag i Jerusalem for små 2000 år siden.

Det kan godt have været en vinter med sne og kulde, som vi kender den her i Norden. Jeg har engang fået et postkort fra Jerusalem med sne på. Og der er også folk der forklarer, at det var på grund af isflager på Geneserat Sø, at Jesus kunne komme tørskoet i land, dengang han gik på vandet.

I hvert fald er det vinter i dagens tekst og det passer fint med den stemning Jesus efterhånden må være i. Han er nemlig ved at være rigtig godt træt af at forklare de samme ting igen og igen. Denne vinterdag er ingen undtagelse, for nogle utålmodige jøder slår ring omkring ham og vil igen have et klart svar fra ham: ”Hvis du er Kristus, så sig det ligeud”.

Jesus svarer dem tålmodigt, at det har han allerede sagt ligeud, men det fik dem åbenbart ikke til at tro ham. Og han forklarer videre, at det er på de ting han går og gør, at de skal genkende ham som Guds søn.

FÅR   

De utålmodige jøder står sikkert og tripper af iver efter at sige ham imod og udfritte ham om de ting han siger, at han gør i Guds navn. Men Jesus kender rumlen og fortsætter ufortrødent i sit eget spor. Og så må de lytte eller lade være. Han siger:

”Men I tror mig ikke, fordi I ikke hører til mine får”.

Nu begynder det at blive interessant, hvad Jesus siger. For er vi ikke i dag ligesom jøderne dengang var? Er vi ikke også så fulde af spørgsmål, som kun kan fodre vores tvivl, at vi ikke rigtig kan høre svarene, der kan støtte vores tro? Og vi er endda - som kristne! - at regne blandt fårene…

Jesus siger det ikke direkte her, men når han andre gange kalder os mennesker for får, er det for at forklare sig selv som fårenes gode hyrde.

Vi tilhører, som skabte væsner, alle Gud – både døbte og udøbte, jøder, muslimer, buddister og ateister. Alle er vi i Guds store fåreflok, men der er stor forskel på hvilken hyrde vi har, og det er det, der er det afgørende for hvilke slags liv vi lever.

HYRDER

En hyrde kan være mange forskellige ting. Det behøver ikke at være en religiøs hyrde man har. Det kan også være en politisk hyrde eller en psykologisk eller 1000-vis af andre ting. Det kan også være en alkohol eller narkohyrde – og så er det stoffet, der styrer ens valg og dermed ens liv. Det er stoffet der giver retning og mening til livet. På samme måde med Mammon – her er en hyrde, som ligefrem har et navn. Når Mammon er hyrden, vil det altid være de økonomiske grunde, der vejer tungest, når man skal træffe beslutninger.

Alle mennesker har en hyrde, for hyrden er den grund vi har i vores inderste til at træffe det ene valg frem for det andet. Hyrden er det motiv vi hver især har til at handle som vi gør. Hyrden er det der driver os… 

Jeg vender tilbage til hyrderne om lidt. Først må jeg sige noget om den verden vi bliver drevet rundt i af vores forskellige hyrder.

VERDEN 

Hele verden er vores græsmark. Mennesker har andre behov end almindelige får, der er glade for livet hvis bare der er mad og fred. Mennesker har også brug for skønhed, mening og sammenhæng i livet. Vi har også andre ideer end almindelige får, og har bygget effektive byer og veje på den frodige eng, og vi har endda fundet ud af at flyve, selvom vi ikke har vinger.

I vores vestlige hjørne af engen er vi efterhånden blevet så gode til selv at opfylde vores behov, at vi ikke længere holder så nøje øje med, hvor Guds hyrde vil have os hen. Vi føler os ikke længere afhængige af, at hyrden viser os det friske græs eller beskytter os mod de vilde dyr. 

Vi er med andre ord blevet mere selvstændige i forhold til Gud - og det er rigtigt og godt. Gud har aldrig ønsket, at mennesket opfører sig som et får.

Vores første selvstændige handling i forhold til Gud var at stjæle æblet, der gav os evnen til at skelne mellem godt og ondt. Siden da har vi – i modsætning til de andre dyr - haft friheden til at vælge at gøre enten det gode eller det onde. Sammen med denne frihed til at vælge, kom også ansvaret for vores valg.

FRIHED OG ANSVAR 

Friheden er ikke en gave fra Gud. Vi har selv taget den og den er god at have i forhold til andre mennesker. Hele nationer er bygget på tanken om frihed: Frihed fra tyranni og slaveri – frihed fra sult og utryghed og uretfærdighed – frihed til at være den man er og til at udvikle sig. Vi fandt tidligt på at sætte friheden og ansvaret i et system, hvor man afgiver noget af sin frihed til nogle ledere, der så til gengæld bærer noget af ansvaret. Jesus er helt med på den ordning, når han siger: ”Giv kejseren, hvad kejserens er” – men han understreger samtidig grænsen for friheden ved at tilføje: ”Og giv Gud, hvad Guds er”.

Frihed er ikke en gave fra Gud, og det må vi huske på, når vi bruger den. Vi kan kun kræve og give frihed til andre mennesker – aldrig overfor Gud, og det skal vi bare være glade for. For med friheden følger jo ansvaret og så ender vi med at tage ansvar for Gud. Og det er helt absurd.

Gud har ansvar for det Gud har skabt: himlen og jorden, livet og døden, kærligheden og hadet… Hvem vil og kan tage ansvaret for alt det? Det er et alt for stort ansvar – for det er jo vores egen skæbne, vi får ansvar for.

Mennesket har ansvar for at vælge det gode frem for det onde.

Men da vi ikke har Guds overblik, er det umuligt altid at vælge det gode. Paulus siger: ”Det gode som jeg gerne vil, det gør jeg ikke. Men det onde som jeg ikke vil, gør jeg”. Det er en grundmenneskelig erfaring, at man kommer til at gøre noget, som man mente var godt, og så viser det sig at være ondt. Man havde ikke det fornødne overblik til at overskue konsekvenserne…

Så er det, at man får brug for sin hyrde, som vil fortælle en, hvad der er det gode at gøre. Men hvem er så din hyrde? Hvad råder din inderste overbevisning dig til at vælge? Kan din hyrde skiftes ud, hvis du fik et dårligt råd?

Jesus siger i dagens tekst, at det er fordi jøderne ikke tror ham, at de ikke hører til hans får. Det vil jo omvendt sige, at det er troen på Jesus, der er medlemskortet til hans flok. Og her adskiller han sig ikke det mindste fra de andre hyrder på livets græsmark. Man må tro på, at ens hyrde er god og kan hjælpe en i livets mange valg.

- man kan aldrig vide det.

Tør du følge, det du tror på?