2. mirakel: Embedsmandens søn

Billedet er en model af jødernes tempel, som det så ud på Jesu tid. Kun grædemuren er i dag tilbage af det mastodontiske bygningsværk.

Johannes evangeliet er bygget op om 7 mirakler, der skubber historien om meningen med Jesus´ liv fremad. Hvert mirakel viser en alternativ måde at se på verden på – som 7 trædesten på en snoet vej vi alle kan gå. Troen og håbet og kærlighedens vej. Disciplene følger med fra første parket, og bliver klogere undervejs – indtil de til slut helt kan omfavne troen på, at Jesus er Gud og at han er kommet til jorden for at frelse den og os. Frelse os fra os selv og vores begrænsede menneskelige blik på verden og de vrangforestillinger der følger med.

I det første mirakel gjaldt det om at vise verden noget helt nyt. Hør Morten Sternbergs prædiken fra søndag den 17. januar over bryllupsteksten:

Her i det andet mirakel handler det også om væsensforskellen mellem det gamle og det nye, som også er forskellen på det jordiske og det åndelige. Og Jesus introducerer det, som altid ligger klar midt imellem fortid og fremtid. Det andet mirakel handler om lige NU

Baggrund for miraklet: Jesus bor i Kapernaum, en by ved Genezaret sø i Galilæa, som er den frodige nordlige del af landet. Galilæa er udkants-Israel, hvor der kun boede bønder og fiskere. Efter bryllupsfesten tog han først hjem et par dage, og disciplene er med. Snart drager de dog videre til påskefejring i Jerusalem, hovedstaden, som ligger i Judæa – området i syd. I Jerusalem lå templet, det religiøse centrum – og det er her Jesus første gang træder offentligt frem. Og sikke en ankomst på verdensscenen! Læs om det her:  https://www.bibelselskabet.dk/...

Jesus er provokerende, grov og voldelig, og han bliver hurtigt uvenner med byens establishment – dem, der senere får ham korsfæstet. De spørger ham, hvad han har gang i, og han svarer: Riv templet ned, så bygger jeg det op igen på tre dage. De forstår ham ikke, for det har taget 46 år at bygge det tempel.

Denne dialog er et godt eksempel på, hvordan Jesus taler ”åndeligt” og bliver (mis-)forstået ”jordisk”. Og det er tydeligt, at parterne taler forbi hinanden. Jesus er tilsyneladende ligeglad, og fortsætter i sit eget åndelige spor, og det giver Johannesevangeliet to andre meget mere udfoldede eksempler på, inden vi får det andet mirakel.

Nikodemus var en rig jøde. Han tilhørte det farisæiske parti og sad i det jødiske råd, som senere er dem, der får Jesus dømt til korset. En betydningsfuld mand, som havde meget at miste ved at opsøge Jesus – situationen med balladen i templet taget i betragtning. Men et eller andet ved Jesus trak i Nikodemus.

Den samtale der udspiller sig imellem de to mænd viser imidlertid, hvor svært det er at forstå Jesus. Når Nikodemus stiller Jesus et helt rimeligt ”jordisk” spørgsmål – og med det mener jeg vores almindelige hverdagsforståelse af verdens sammenhænge, naturlove og logik, så svarer Jesus med en helt anden ”himmelsk” logik.

De to når ikke hinanden i samtalen, selvom Jesus forsøger at italesætte deres forskellige udgangspunkter i hhv det jordiske: Den, der er født af et menneske, er kun et menneske og det åndelige: Men den, der er blevet til gennem Helligånden, er ånd.

Det fremgår af samtalen, at dåben er en (gen) fødsel i ånd. Så det er muligt at blive til gennem ånd - også for Nikodemus. Jesus taler til Nikodemus’ længsel – altså det, der fik ham til at opsøge Jesus, men Nikodemus er ikke klar, og han bliver på jorden i ”det gamle” han kender, han bliver i mørket. Det mørke som han også kom i skjul af om natten. Læs dialogen her: https://www.bibelselskabet.dk/...

Selvom Nikodemus hverken bliver døbt eller kommer til tro, så forsvarer han ved en senere lejlighed Jesus over for det jødiske råd. De afviser dog hans forsvar med at skrifterne (altså Det gamle Testamente) ikke siger noget om en profet fra Galilæa (Joh 7,50-52).

Den samaritanske kvinde. For at komme hjem til Kapernaum er Jesus nødt til at gå igennem den midterste del af landet, Samaria, hvad der kunne være ret farligt for en jøde som Jesus.

Midt på dagen sætter han sig træt ved en brønd lidt uden for byen Sykar. Disciplene går efter mad, og mens han sidder der alene, kommer en kvinde for at hente vand. De falder i snak, og kvinden reagerer i første omgang ligesom Nikodemus. Hun spørger på ”jordisk”, og forstår ikke hans ”åndelige” svar.

Jesus ser så helt ind i hendes hemmeligheder og skam uden at dømme hende, så hun føler sig set og elsket, som den hun er. Dét lukker hende op – ja, forvandler hende. Hun glemmer vandkrukken, da hun går tilbage til byen for at fortælle alle dem, hun ellers skammede sig overfor, om sine oplevelser ved brønden. Mange bliver nysgerrige og tager ud for selv at møde Jesus. Læs historien her https://www.bibelselskabet.dk/...

Jesus og den samaritanske kvinde mødtes ved en brønd, der får vand fra Jakobs kilde. Jakob er en af de tre patriarker, som de to israelitiske grene af folket, jøderne og samaritanerne, kan enes om. Templet i Jerusalem er de til gengæld blodigt uenige om.

Læs evt om Jakob her: https://www.bibelselskabet.dk/...

De to dialoger. Når Jesus siger til Nikodemus:: Vinden blæser, som den vil. Du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra eller hvor den er på vej hen så betyder det, at Nikodemus (og med ham hele den etablerede gamle religion omkring templet) må lade sig føre af Ånden, af Guds vilje frem for deres egen. Det er, hvad genfødsel i ånd indebærer. Men det er for svært for de fleste af dem. De har for meget at miste: deres tro, deres positioner, deres livsopfattelse. Alt. De bliver sårbare. Nikodemus var helt sikkert en god og kærlig mand, hjælpsom og ydmyg og åben, men han turde ikke stå åbent frem med sin tro, håb og kærlighed til en luftig og usynlig Gud. I kristendommen bliver den slags kristne kaldet Nikodemuskristne.

En Nikodemussalme: https://dendanskesalmebogonlin...

Den samaritanske kvinde var allerede udsat og meget sårbar, så hun har intet at miste, men alt at vinde. Og hun blæser straks afsted, og sætter skub i andre mennesker.

Dialogerne viser os, at Gudsforholdet, troen, ikke længere skal være bundet til et bestemt sted. Templet, synagogen eller kirken. Johannesevangeliet bruger to israelitiske typer fra hver sin ende af samfundshierarkiet til at vise dette, begge med et tydeligt, om end meget forskelligt, forhold til templet.

Det andet mirakel: Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa. Johannes evangeliet kapitel 4 vers 46-54

Embedsmanden er hedning, altså helt uden for den interne israelitiske diskussion om templet. Han var romer, sat til at administrere den romerske kejsers besættelsesmagt af landet. Han er derfor ikke bare uren, men også ugleset.

Rygtet om hvad Jesus har gjort i Templet i Jerusalem, er løbet i forvejen og alle i Galilæa taler om ham. Ligesom jeg ved, at man gør i Jylland, når en jyde har gjort sig bemærket i Kjøwenhavn :-)

Embedsmanden hørte også rygterne, og begiver sig straks afsted fra Kapernaum, hvor han bor, for at gå Jesus i møde. Hans søn er dødssyg, og han vil ikke vente til Jesus er kommer hjem. De mødes i Kana, som ligger ca. 30 km syd for Kapernaum.

Embedsmanden er sårbar, men på en anden måde end den samaritanske kvinde, der levede i en udsat position. Embedsmanden er i en god position, ligesom Nikodemus, men han er sårbar i sin aktuelle nød. Han er helt tilstede i nødens NU, hvor fortid og fremtid, status og anseelse og alt muligt andet er fuldstændig ligegyldigt. Derfor er han også helt døv over for Jesus’ spidse bemærkning hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.  Embedsmanden er ”renset” for alt andet, end det han vil, og derfor kan Ånden blæse, og miraklet ske. Endda på afstand.

Det er embedsmandens helt rene tro (i skikkelse af hans håb om at Jesus kan, hvis han vil) der giver Ånden den plads på jorden, som den har brug for. Ligesom Marias totale tillid gjorde det i det første mirakel.  

Vi kender alle nødens NU, ligesom vi også kender det lykkelige NU. Hvor tiden forsvinder og vi er helt tilstede i det, der sker. Det varer ofte kun kort, som et glimt, men man husker det længe efter – både nøden og lykkens nu’er. Men nuet er der til hver en tid: NU, og nu og nu… Det kræver blot vores opmærksomhed, for at blive tilgængeligt.

Tænk videre: Hvor står du selv i forhold til din fortid: Smerter, fortrydelser, ærgrelse, position - og din fremtid: Frygt, bekymringer, håb…? Hvordan kan du i dit liv give plads til lige NU?