Hvem er det, der får noget ud af at mennesker vender sig væk fra Gud?

Mother Theresa sagde, da hun i 1979 modtog Nobels fredspris, at den åndelige fattigdom i Vesten er langt større end den materielle fattigdom er i de områder, som hun arbejdede i.

Vi i Vesten sulter åndeligt og fastetiden (i 2021 er det fra 17. februar til 4. april) er en glimrende anledning til at gøre noget ved det. I fasten kan vi stoppe op og se om vi kan få øje på et materielt overforbrug hos os selv, som kunne justeres lidt ned og dermed give plads til noget andet, noget immaterielt, noget åndeligt, noget nyt. Hvis vi nu ikke mener, at det er maden, der er for meget af, så kunne man overveje at faste med øjnene eller øret. Bare i disse 40 dage indtil påske og så se hvad det bringer… Øjets og ørets faste kunne være at se mindre fjernsyn – eller mindre skærm i det hele taget og samtidig slukke for radioen og mobilen. Der flimrer billeder og informationer for vores moderne blik hele tiden. Og der buldrer lyd og musikstumper imod os overalt, hvor vi kommer frem. Flimmer og støj der kræver vores opmærksomhed og hele tiden tvinger os til at vælge til og fra. Det er utroligt krævende at tage stilling uafbrudt. Vi bruger rigtig mange kræfter på det – også ubevidst. Kræfter og energi, som måske var bedre brugt på noget andet. Stilhed og mørke f eks.

Men tør vi være helt stille i mørket – alene med os selv og vores tanker? Eller har vi efterhånden vænnet os helt af med fred og ro? Kommer vi måske til at tænke på døden? Får vi, i stilheden, øje på hvor små og menneskelige og fulde af fejl, vi egentlig er?  

Faste handler om at sige nej til noget. Det handler om at modstå fristelser.  

Adam og Eva modstod ikke fristelsen dengang de spiste det forbudte æble, og det fik fatale følger for hele menneskeheden. Lad os nu høre, hvad Jesus gjorde ved det.

Matthæusevangeliet kapitel 4 vers 1-11:

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen.  Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult.  Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«  Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹ «  Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde  og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet:

Han vil give sine engle befaling,

og de skal bære dig på hænder,

så du ikke støder din fod på nogen sten.«

 Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹ «  Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed  og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«  Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹ «  Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. AMEN

Ørkenen er der, »hvor der intet vand er, kun klippe. Hvor man ikke kan standse og drikke, hvor man ikke kan standse og tænke, hvor man hverken kan ligge eller stå eller støtte«. Sådan skriver T.S. Elliot om det øde land i slutningen af sit lange digt fra 1922: The Wasteland. Han fortsætter »Der er ikke engang stilhed i bjergene. Men en tør gold torden uden regn. Der er ikke engang ensomhed i det øde land, men røde ansigters snerren«.

Det øde land er det land, et menneske befinder sig i, når det tvivler om, hvem det selv er, og hvem Gud er. Det er her vi er 1. søndag i fasten. Derude, hvor Jesus har opholdt sig siden sin dåb – som der blev prædiket over i søndags. Fyrretyve dage i ørkenen uden at kunne standse og drikke, uden ensomhed, men med røde ansigters snerren.

Derude i et landskab, som ethvert barn kender og frygter. Et landskab som vi også kender fra vores indre liv – følelsen af opgivende tomhed og ørkesløs vandring. Det nytteløse, ufrugtbare, golde – der hvor alt håb synes ude. Der hvor vi får ondt af os selv.

Ørkenen er et stærkt bibelsk billede på disse menneskelige følelser. Tænk bare på Moses og jøderne, der gik i ørkenen i fyrre år, før de kom til landet, der flyder af mælk og honning.

Når man vandrer i en ørken – også sin egen indre, er man meget svagere over for fristelser, for man trænger til trøst og lindring. Ørkenen er Djævlens hjemmebane og det ved Gud, og derfor sender han Jesus herud for at teste ham.

Og de to – Jesus og Djævelen - mødes da også i slutningen af Jesus ørkenophold, hvor han må have været godt stegt og mør. Jesus møder Djævlens røde ansigt, men det snerrer ikke ad ham her. Tværtimod, det smiler venligt og indladende. Ja, det er ligefrem en imødekommende, menneskelig og hjælpsom djævel, han møder. Fristeren vil bare hjælpe, komme den sultne til undsætning. Han sætter slet ikke spørgsmålstegn ved, hvem Jesus er - anfægter slet ikke, at Jesus er Guds søn. Tværtimod mener han da bare, at Guds egen søn, Jesus, ikke skal lide almindelig menneskelig nød.

Det er den samme taktik slangen valgte i Paradiset over for kvinden. Ikke true snerrende, men lokke indsmigrende. Og det virkede jo dengang… Det er dette første menneskelige svigt, Adam og Evas urgamle første synd - arvesynden, som Jesus skal rette op på. På hele menneskehedens vegne.

Arvesyndens virkninger er her nemlig stadig, for så vidt vi stadig kan skelne mellem godt og ondt og derfor bliver medansvarlige for jorden og verden. Vi blev voksne af at spise det æble – og det uskyldige barnlige Paradis kan ikke komme tilbage. Men Jesus åbner en anden ny vej til et Paradis, der passer bedre til os, som vi er nu. Det er Vejen til Guds Rige på jord. Vejen, som begynder i den enkelte ansvarlige – i dig og i mig. Hver især må vi skelne mellem godt og ondt – og så vælge det gode, hver gang.

Det lyder så let og ligetil, men vi ved alle, hvor svært det er - hvis vi altså lige tager os tiden og stilheden til at tænke nærmere over det. Og de fristelser som vi møder på vores vej – i vores ørken, de fristelser som vi skal modstå, har heller ikke snerrende røde ansigter. Det er faktisk ret svært at få øje på det onde i os selv. Vi har meget lettere ved at se det onde i de andre, men det er ikke det, vi skal. Vi skal få øje på alt det, der lokker og distraherer og dulmer os selv væk fra den gode nye vej og så modstå fristelsen. Ikke være et let bytte.

Fristelser er der nok af og de tager sig bløde og uskyldige og behagelige ud. Fristelserne er ofte letfordøjelige – lige til at spise. Alt det, der helt af sig selv flyder ind i vores mund og ører og øjne og fylder os, så vi ikke har plads og ro til at tænke klart og skelne det gode fra det onde.

Hvem er det, der har interesse i at forvirre vores sanser og fornuft og klarsyn? Hvem er det, der lokker os til at være mere optaget af os selv og vore egne behov end af Gud? Hvem er det, der fylder os og dermed bestemmer vores bane, når vi lader os lokke af blide ord som: Forkæl dig selv – eller - du har fortjent det – eller - det er synd for dig – eller du har da ret til…? 

Vig bort Satan, sagde Jesus ved den tredje og sidste fristelse i ørkenen. Vig bort modstander… Jeg gennemskuer din honningsøde lokkestemme og jeg kan se dit røde, snerrende fjæs bag den indsmigrende maske. Vig bort, for jeg vil hellere tjene Gud og min næste. Jeg vil ikke lægge mig fladt og logrende for din behårede fod. Jeg har kun mig selv – men jeg er Guds barn, skabt i HANS billede og kun hans kærlighed og gode vilje må fylde og leve i mig.

Hver gang vi går i kirke beskæftiger vi os med noget andet end os selv. Vi faster fra os selv, kan man sige. En ugentlig faste, en renselse og en påfyldning på samme tid. Det er godt for sjælen og for verden. Bliver vi særligt gode mennesker af kirkegangen? Nej, for der findes ikke gode mennesker – ligesom der heller ikke findes onde mennesker. Det er selve det gode der findes og det onde. Mennesker er kød og blod, støv og aske og vi holder ikke evigt - det må vi finde os i. Men så længe vi lever og ånder i verden, har vi pligt til at holde øje med, og skelne mellem det gode og det onde.

Og så leve så godt vi kan efter det, vi tror på.