I går gav Jesus os mad. Vi rejste os fra bordet og forlod ham senere i haven og benægtede at vi kendte ham. I dag samles vi for foden af hans kors. Det er langfredag. Og solen stiger.

I dag er den mest stille på kirkeåret. Der er ikke nogen anden dag, hvor vi sidder sammen på denne her måde med så lidt at sige til hinanden, som familiemedlemmer, der er samlet om en seng hos et menneske, der skal dø. Vi sidder her bare mens tiden går, orglet bruser, men vores lyde er ikke vildere end et host. Hvis der skulle komme en ambulance forbi udenfor har selv den lyd en plads. Jeg tror faktisk en del af os ville lave den samme lyd med vore mund, hvis vi begyndte at lukke vores egen sorg ud. Ikke kun vores sorg over at manden i midten skulle dø, men også sorgen over det der har ramt os i vores liv og sorgen over denne her ødelagte, blødende verden.

Vi har brug for noget, som måske kan vise meningen – hvor tynd den end er – for at vores uro kan holdes stangen.

Jesu syv korsord

De førte ham ud til det sted, som på hebraisk hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted. De ville give ham vin krydret med myrra, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og de korsfæstede ham og sammen med ham to andre, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side, med Jesus i midten. Således gik det skriftord i opfyldelse, som siger: "Og han blev regnet blandt lovbrydere." Det var den tredje time, da de korsfætee ham. Men Jesus sagde: "Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør." Pilatus havde lavet indskrift med anklagen imod ham og sat den på korset. Den lød: "Jesus fra Nazaret, jødernes konge." Den indskrift læste mange af jøderne, for stedet, hvor Jesus blev korsfæstet, lå nær ved byen, og den var skrevet på hebraisk, latin og græsk. Jødernes ypperstepræster sagde nu til Pilatus: "Skriv ikke: 'Jødernes konge', men: 'Han sagde: jeg er jødernes konge'." Pilatus svarede: "Hvad jeg skrev, det skrev jeg." Da soldaterne havde korsfæstet Jesus, tog de hans klæder og delte dem i fire dele, én del til hver soldat. Også kjortlen tog de; men den var uden sammensyninger, ét vævet stykke fra øverst til nederst; derfor sagde de til hinanden: "Lad os ikke rive den i stykker, men trække lod om, hvem der skal have den." For sådan skulle det skriftord gå i opfyldelse: "De delte mine klæder mellem sig, de kastede lod om min klædning." Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Det gjorde soldaterne altså. Og folket stod og så på.

Men ved Jesu kors stod hans mor, hans mors søster, Maria, Klopas' hustru, og Maria Magdalene. Da Jesus så sin mor og ved siden af hende den discipel, han elskede, sagde han til sin mor: "Kvinde, dér er din søn." Derpå sagde han til disciplen: "Dér er din mor." Fra den time tog disciplen hende hjem til sig.

 Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: "Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!" Men den anden satte ham i rette og sagde: "Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort." Og han sagde: "Jesus, husk mig, når du kommer i dit rige." Og Jesus sagde til ham: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis." 

Og da den sjette time kom, faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time, fordi solen formørkedes. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: "Elí, Elí! lemá sabaktáni? - det betyder: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?" Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: "Hør, han kalder på Elias."

Derefter, da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: "Jeg tørster". Der stod et kar fyldt med eddike. Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en isopstængel og stak den op til hans mund og gav ham noget at drikke, idet han sagde til de andre: "Lad os se, om Elias kommer og tager ham ned."

 Da Jesus havde fået eddiken, sagde han: "Det er fuldbragt." 

Og Jesus råbte atter med høj røst: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Da han havde sagt det, bøjede han hovedet og opgav ånden.