Påskedag 2021

I skal have en blomst. En helt almindelig påskelilje, som man ser dem overalt – i haverne, på altanerne, langs motorvejene står de også, fordi de er meget nemme for kommunen at holde og de har vist sig at være gode til at lyse op i trafikken. En sikkerhedsblomst. Påskeliljerne ligger i bundter og sover i Føtex og strutter ellers gult overalt i blomsterhandlen, i krukker og sammenplantninger med påskeæg og kyllinger. En helt almindelig blomst, som alligevel viser sig, at være noget ganske særligt. Den skal I ha’ i dag.

Påskeliljen er en staude, der overvintrer i sit løg. Den klarer nemt frost, selvom den stammer fra det sydligste Europa. De forædlede påskeliljer vi kender bedst i dag, er stadig seje og vilde nok til at de kan slå sig ned hvor som helst i naturen, og ofte står påskeliljerne stadig flot, hvor gamle huse og bondegårde for længst er forsvundet.

Planten er stærkt giftig, og man kan ikke blande dem i buketter med andre blomster, som hurtigt ville dø. På latin hedder den Narcissus Pseudonarcissus. Et navn den har fået af en smuk ung mytologisk mand, Narcissus, der var så forelsket i sig selv, at han døde af sult og tørst, mens han stirrede ned i vandet på sit eget spejlbillede. En narcissist! Der hvor han døde, spirede den første påskelilje frem – for evigt med bøjet nakke. Narkisos er hans græske navn, og det er også her vi har ordet narkotika fra. Giftig lilje og dødsberusende selvkærlighed.

På Grundtvigs tid var påskeliljen en lille vild ukrudtsblomst. Lidt ligesom vintergækker og erantis, men ikke lige så elsket. Måske som nogen kan have det med mælkebøtter i dag! Ukrudt, der vokser irriterende frem overalt. Man sagde ikke bonderøv til folk dengang, man sagde Mads Påskelilje – og så vidste alle de fine københavnere, at de skulle holde afstand.

Sådan oplevede Grundtvig sig selv i de tidlige år af sin karriere som forfatter. Ingen gad læse hans digte og bøger, ingen ville ansætte ham som præst eller historielærer, hvad han også forsøgte sig med. Ingen inviterede ham til noget eller tog ham alvorligt. Lidt ligesom HC Andersen var en grim ælling i de år, så Grundtvig sig selv som en påskelilje. Forfængelighed, forfængelighed.

Grundtvig havde et vanskeligt sind, bipolar ville vi kalde ham i dag. For det meste var han fyr og flamme, fór rundt og fik en masse fra hånden. Han skrev og skrev og læste og digtede. Han flammede op i lærde diskussioner og kirkelige stridigheder og han fik mange fjender på den konto – ja, han blev en overgang endda underlagt censur, så han ikke måtte prædike i nogen københavnsk kirke. Han var gift flere gange og havde rigtig mange børn. Så livet var heftigt og han selv var en sprællevende og voldsom mand.

Andre gange var han helt nede i kulkælderen.

Som der i påsken 1817, hvor han var 34 år gammel og skrev sin salme om påskeblomsten. I har salmebogens 6 vers foran jer, og vi skal jo desværre ikke synge den, men Erik spiller Carl Nielsens melodi om lidt, så vi lige fornemmer storheden.

Det er faktisk slet ikke en salme, men et teaterstykke, som senere i Grundtvigs liv - og langt op i 19tallet blev spillet som fast påskestykke på Det kongelige Teater. Salmebogens 6 vers er hentet ud af i alt 21 vers, der bliver afbrudt af en lang dramatisk dialog over 23 sider - og et englekor.

Det er den påskeblomst I får i dag. Ikke kun den barberede udgave, som salmebogens tilrettelæggere har redigeret så stærkt i, at det fortaber sig, hvad Grundtvig egentlig havde på hjerte. Han skrev om sig selv og sin store tvivl på påskens vilde påstand om opstandelsen fra de døde.

De første 10 vers taler han med påskeblomsten. Han husker den fra sin barndom på kirkegården, min faders have, hvor den groede vildt på gravene og lyste gult, når familien gik i kirke påskemorgen, hvor hans far var præsten og kirkeklokkerne bimlede, solen skinnede og alt var fryd og gammen. Vi kan fornemme lidt af hans samtale med blomsten i salmens første 5 vers:

DDS 236: Påskeblomst! hvad vil du her

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag Mel.: Carl Nielsen 1910

     1 Påskeblomst! hvad vil du her? Bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt og skær! hvem er du velkommen gave? Hvem mon, tænker du, har lyst dig at trykke ømt til bryst? Mener du, en fugl tør vove sang om dig i Danmarks skove?

Påskeblomst, spørger han og taler om sig selv. Hvad vil du her. Bondeblomst fra landsbyhave. Og han spørger den direkte: mener du en fugl og det betyder en digter, som ham selv, tør vove sang altså digt om dig i Danmarks skove? Han indrømmer her, at han er bange for parnasset, hvad alle de fine vil tænke. På den tid var det digter-mode at være romantiker, og rosen var den fineste blomst. Tænk bare på hvor mange salmer, der handler om Jesus, som en rose? Og her sidder Grundtvig så og taler med en lille påskelilje! Man må sige, at manden er modig og provokerende.

     2 Ej i liflig sommerluft spired du på blomsterstade, ej så fik du rosens duft, ikke liljens sølverblade; under vinterstorm og regn sprang du frem i golde egn, ved dit syn kun den sig fryder, som har kær, hvad du betyder.

I andet vers svarer blomsten så: Ej så fik jeg rosens duft…Under vinterstorm og regn sprang jeg frem i golde egn. Det er blevet ændret fra jeg til du, da digtet blev en salme. Ved mit syn kun den sig fryder, som har kær, hvad jeg betyder.

Kun de få forstår Grundtvig, en lille skare og mange af dem er døde. Han fortæller blomsten, at de døde, fortiden, er hans område. Hans teologi er gammeldags, for resten af København er blevet fornuftige rationalister, som opfatter alting symbolsk og overført. Også opstandelsen. Sådan er det ikke for Grundtvig. Han insisterer på den bogstavelige forståelse, også selvom han ikke kan forstå det, også selvom han tvivler.

I tredje vers spørger han derfor blomsten, om alt det han ikke kan få greb om: Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går? Springer klart af gule lagen - det er et ligklæde – livet frem med påskedagen?

     3. Påskeblomst! men er det sandt: Har vi noget at betyde? Er vor prædiken ej tant? Kan de døde graven bryde? Stod han op, som ordet går? Mon hans ord igen opstår? Springer klart af gule lagen livet frem med påskedagen?

     4 Kan de døde ej opstå, intet har vi at betyde, visne må vi brat i vrå, ingen have skal vi pryde; glemmes skal vi under muld, vil ej vokset underfuld smelte, støbes i det dunkle og som lys på graven funkle.

Og blomsten svarer fra sit sted i naturens cyklus – og jeg oversætter lige blomstertalen: Hvis det der er dødt ikke kunne opstå, så var her ingenting. Så ville vi påskeblomster bare visne i vores vrå/afkrog af verden og ikke pryde nogen haver. Så ville vi bare blive glemt. Men vores voksagtige blade og stængel bliver på forunderlig vis smeltet om i den mørke muld og støbt til nye lys, der kan funkle og skinne på gravene…

Det er altså en syret digter, der kan skrive sådan! Man ser det for sig – ikke bare til foråret, men allerede til Allehelgen i november, hvor det jo den dag i dag er skik at sætte lys på gravene og mindes de døde. Påskeblomsten overbeviser Grundtvig om, at livet og døden hænger sammen – det ene forudsætter det andet. Og han bliver helt høj af det! Påskeblomst! En dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger. Husk på den selvberusede Narkissos!

     5. Påskeblomst! en dråbe stærk drak jeg af dit gule bæger, og som ved et underværk den mig hæver, vederkvæger: Hanegal og morgensang, synes mig, af den udsprang; vågnende jeg ser de døde i en påske-morgenrøde.

I det store teaterdigt er vi fremme ved vers 11, og Grundtvig får nu fat på en ny samtalepartner. Det er historiens ”gudinde” eller menneskelige ansigt. Hun hedder Saga. Han beder hende over 3 vers om at tage ham med tilbage til selve den påskemorgen, hvor Jesus opstod, så han selv kan se det og blive bestyrket i det han lige har lært af blomsten.

Og her hopper vi ud af verseformen og får i stedet en lang og meget dramatisk dialog mellem tre romerske vagter. De er blevet sat til at bevogte Jesu grav, så disciplene ikke skal snige sig ind og stjæle hans lig og bagefter påstå, at han er opstået fra de døde. Vagterne er ret nervøse, for de fornemmer et nybagt spøgeri omkring sig. Der kommer også en farisæer forbi, og fortæller den jødiske side af sagen.

Jeg har ikke tid til at gå ind i deres store og spændende dialog, men det er tydeligt at Grundtvig giver dem roller, som han kender fra sin samtid – de fornuftige, naturvidenskabelige rationalister, som vi også kender den dag i dag. Det er jo bare en gammel røverhistorie, hvordan kan de kristne dog tro på det overnaturlige pjat?

Selve opstandelsen oplever Grundtvig gennem englen Gabriel, der skubber stenen fra graven og et englekor bryder ud i sang og jubel. Der strømmer lys ud. Grundtvig ser ikke, at Jesus rejser sig og går ud. Mysteriet holdes i live.

Og så vender vi tilbage til digtet og der er 8 vers tilbage. Kun det ene er med i salmen, og det er Saga, Grundtvig nu diskuterer sin historiske oplevelse med: Ja, jeg ved du siger sandt…

     6. Ja, jeg ved, du siger sandt: Frelseren stod op af døde! Det er hver langfredags pant på en påske-morgenrøde: Hvad er segl og sværd og skjold mod den Herre kæk og bold? Avner kun, når han vil ånde, han, som svor os bod for vånde.

1 Kor 15,12-20, N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.

Teaterdigtets sidste vers er dog bedre, synes jeg. Så det får I som bonus:

Vinterstorm og hagl og regn

Suser, bruser over jorden;

Men jeg stander som et tegn

For en blomstertid i Norden.

Nægter man mig med foragt

Rosenduft og sommerpragt!

Ligegodt, når den jeg fryder,

Som har kær, hvad jeg betyder

Her er Grundtvig foldet helt ud, som den påskeblomst han lærte det hele af. Den lille blomst gav ham modet, selvtilliden, kampgejsten og troen tilbage.

     Roser er røde, violer er blå. Men hvem er mon kækkest af blomsterne små?

Hvem bryder asfalt og knækker cement? Hvem lyser gult, der hvor gråt er bestemt?

     Påskeblomsten er det -Stridig, sej, reel. Vær du som den, vær dig selv.

                                   (et lille digt skrevet af Rolf Dorset i min barndoms poesibog)

Han er opstanden, han er sandelig opstanden!

Glædelig påske