Alt i verden hænger sammen med alt andet. Og det som forbinder det hele kalder vi Gud. Vi er midt i det hele og en del af det hele. Og den kraft der holder alting sammen og giver det mening er Guds ånd og kærlighed.

Universet, skabelsen, er en dans, hvor alt fra den mindste elementarpartikel til den største galaxehob er kalibreret ufatteligt præcist, så livet kunne blive til og samle energien fra solens stråler og cirkulerer den i en tiltagende mangfoldighed af former, farver, sprog og dufte.

Gud sov i stoffet, drømte i planter og dyr, for til sidst at vågne i mennesket og se sig selv gennem vores øjne i bevidsthedens spejl. Ligesom danseren og dansen ikke lader sig skille ad, er vi uadskillelige fra dette ærefrygtindgydende mirakel. Udvalgt som betroede medvirkende i skabelsens rejse mod lyset.

Gud taler til os gennem naturen. Gennem landskaber og vejrlig, floder, søer og have. Gennem årstider og himmellegemer, planter og dyr. Gennem livets forplantning, frøene der spredes og spirer, træer der falder og formuldes. Vi kan se hvordan alting cirkulerer fra fødsel til død og til fødsel igen - som en del af et fælles stofskifte i stadig umærkelig udvikling. Guds sang er en rytmisk gentagelse  af mønstre i mønstre. Hvor alt er i bevægelse og viser vej.

Ingen kan være i tvivl om skønheden, når de ser den.

En blomstrende, duftende strandeng, summende af insekter, er ikke bare smuk. Vi kan mærke dybt ind i sjælen, at dette også er godt og sandt. For skønheden består i en uendelig mængde af enkeltdele, der fungerer i fuldkomment samspil med universet som helhed. Det lyser af mening og viser os, at livet i sin essens er ren jublende glæde.

Skabelsens mirakel har en retning og den er ikke til at tage fejl af. Fra de simpleste encellede organismer udvikler biologien sig entydigt mod stadigt mere fortættede sanseligt berusende symfoniske helheder. De kan åbenbare sig som gigantiske planetariske orkesterværker af afsindig kompleks artsrigdom som i tropernes regnskove og de oceaniske koralrev -eller mere afdæmpet i små danske skovsøers intime kammersuiter,

Intuitivt fornemmede mennesket fra begyndelsen hvilken forunderlig rejse vi var på. At verden var gennemstrømmet af ånd og at Gud kaldte på os, gennem morgenrødens dis, fuglenes sang og glitrende dråber af dug. Selve forstillingen om Paradis fik vi fra de blomstrende biotopers overflod af liv. Og vores reaktion var ærefrygt og taksigelse. Alt var givet os på forhånd. Alt hvad vi behøvede. Vi var børn af jorden og solen. Vores eneste opgave var at deltage i livets og åndens kosmiske opvågnen.

Og dog formåede vi at sætte alt dette over styr. Det var ikke nogens skyld eller ond vilje. Men Mammon, pengenes falske, iskolde guddom, tiltrak os mere end lysets og kærlighedens Gud. Vi lod os villigt forføre af materielt begær og teknikkens vidundere. Og som kejseren i H.C. Andersens eventyr om nattergalen vendte vi os bort fra den natur, der havde fremelsket os gennem milliarder af års evolution. Når det kom til stykket fandt vi vores egen opfindsomhed mere interessant. Vi ville være herre i eget hus og ikke som himlens fugle tage til takke med Guds nådegaver.

Jo længere vi gik ad den vej, jo mere mistede vi forbindelsen til det, som vi var opstået af og jo mere fremmed forekom det os. Sådan blev vores liv til en bestandig flugt fra der hvor vi til enhver tid befandt os. Bestandigt ville vi videre, mod et sted vi kaldte fremskridtet, hvor livet skulle blive modstandsløst og uden smerte med uindskrænket frihed til at tilfredstille alle behov.

I forsøget på at beherske verden mistede vi enhver kontrol over os selv. Vi ville have mere af det hele og hurtigere. Grådighed og nydelsessyge blev massekulturens omdrejningspunkt. Og pengene var det brændstof der accellererede alle processer, opløste al sammenhæng og slyngede os væk fra livets centrum. Pengene var uindfriet gæld og magt i flydende form. De fik alt, som ikke lod sig opgøre økonomisk til at blegne og miste i værdi.

Menneskets verden blev til et lukket rum af underholdning, turisme og forbrug. Grimheden, forgiftningen og ødelæggelserne der spredte sig omkring os, ænsede vi knap nok. Vi følte ikke for alvor hvordan den konstant voksende infrastruktur skar alle landskaber i stykker, hvordan stadigt større arealer af beton og asfalt kvalte den levende jord og hvordan det industrielle landbrugs biologiske ørkener fordrev alle slags dyr og planeter.     

Dag ud og dag ind fortsatte vi med denne systematiske nedbrydning af grundlaget for vores egen eksistens. Ufortrødent tilbad vi Mammon og den materielle vækst indtil nu i dette øjeblik hvor vi står midt i den største masseudryddelse af levende arter i 60 millioner år. Og enhver kan se, at det ikke lod sig gøre, at tjene to herre på samme tid.

Men alt er endnu ikke tabt og Gud har ikke forladt os.

Vi kan stadigt nå at komme til besindelse.

I første omgang behøver vi blot at vende os om og lytte til hvor vi kommer fra. Nattergalen synger stadigt dybt inde i skoven. Den fortæller os, at der ikke er andre steder end her.  Vi er, midt i det hele og alt hænger sammen med alt andet fra det mindste til det største. Forstår vi først det og åbner vores sind og sanser for skabelsens kosmiske, ærefrygtindgydende mirakel, bliver næste skridt indlysende. Vi skal gøre hvad der står i vores magt for at bringe den måde vi lever, forbruger og producerer på i overenstemmelse med fælleskabet af liv på jorden. Vores opgave er fra nu af, at hele det som er ødelagt og genfinde vores plads i planetens organiske samfund.

Ikke af bekymring for hvad morgendagen måtte bringe, for hver dag har nok i sin plage. Men alene fordi hvert skridt vi går i retning mod sammenhæng og helhed vil føre os nærmere det, som er smukt, godt og sandt.

Nærmere naturen som lærer os betydningen af omhu, trofasthed, mådehold og nærvær.

Nærmere livet som en taksigelse og et sakramente hvor alt hvad vi gør, stort som småt, giver mening.

Nærmere kærlighedens og skønhedens årsag.

Nærmere Gud

Morten Skriver

Prædiken Sundby kirke 8/9/24

Du kan downloade teksten som pdf her