Store bededag
Bededag - hvor presset skal en familie være, før man sælger ud af arvesølvet?
Gennem 337 år har vi i Det danske Rigsfællesskab haft en fælles fridag. Uanset hvor vi bor, hvad vi tror, om vi arbejder eller ej, og uanset hvem vi stemmer på. En fælles fridag, når foråret endelig har fået fat igen efter en lang våd mørk nordisk vinter.
En fridag, hvor vi dyrker bestemte sider af vores særlige danske kultur - som vi endda eksporterer: hygge og afslappet livsstil. Om det er i kolonihaven, på fortovscafé eller på en bænk med et par bajere spiller ingen rolle. Om det er i kirken eller i fredagsmoskeen, alene under dynen eller på samfundsnødvendig jobvagt, betyder heller ikke noget. Vi deler nemlig fridagsstemningen, og selv turister kan mærke det. Det gjorde vores tip-tip-tip-tip-tip-tip-tipoldeforældre også, så det sidder dybt i folkesjælen, at denne fridag, som kun findes her, er en uadskillelig del af vores egenart gennem alle skiftende tider og med mange nye danskere, der skal integreres – også på det sjælelige plan.
Andre fri- og helligdage foregår mere individuelt og inkluderer ikke alle mennesker lige meget. Store bededag er således ikke blot arvesølv, men også guld for vores sammenhængskraft. Vil vi virkelig sælge ud af den for 3 milliarder kroner?
Norge var med fra 1686 da Den store bededag blev indført. Men efter Norge blev sig selv i 1814 og gennem de næste 100 år vandt styrke og øget selvstændighed, flyttede man i 1915 bededagen til bots- og bededagen, som ligger i det sene efterår. Måske en kraftig symbolsk løsrivelse fra det ærkedanske? Island afskaffede bededagen, måske af de samme grunde, allerede i 1893.
Det er ret gruopvækkende, at det nu er Danmark der vil skille sig af med bededagen, for det er at skille sig af med en del af sig selv. Som at sælge sit åndedrag eller hjerteslag.
Grønland og Færøerne holder foreløbig fast i Store bededag eller tussiarfissuaq og dýri biðidagur. Men de kan vel sælge den, ligesom os, hvis de vil? Og vi bliver alle fattigere. Som verdens eneste Store bededag, er den et enestående samlingspunkt i et meget broget rigsfællesskab, og bærer dermed en værdi, vi aldrig får igen, hvis vi først giver slip.
En sidste bøn: Bevar Store bededag. De penge vi i øjeblikket mangler, kan vi ved fælles hjælp nok finde et andet sted.
UNESCO har en liste over bevaringsværdig immateriel - levende kulturarv, og vores bededag opfylder kriterierne: https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/2010/41
