Pressemeddelelse om Store Bede-Døgn

Københavnsk folkekirke går imod nedlæggelsen af Store bededag: Har indført Store bede-døgn

I Sundby Kirke på Amager er man ikke klar til at tage afsked med Store Bededag, derfor går bykirken nu imod regeringens beslutning og indfører Store bededøgn. En ny, fast tradition man frem over vil markere hvert år.

 

    • Det er et gigantisk tab for danskerne, for vores sammenhængskraft og for vores historie at regeringen med et fingerknips afskaffer Store bededag. Jeg troede faktisk ikke på, at det ville ske. At man vitterligt ville sløjfe Store bededag, siger sognepræst i Sundby Kirke, Line Hage.

 

I 337 år har vi i Danmark haft denne unikke dag, som ikke er en helligdag, modsat hvad mange danskere faktisk tror.
 

    • Lige netop denne fridag har i et par århundrede ikke været en helligdag, men en god folkelig fridag – som kirken blot faciliterede for befolkningen – en slags gave fra kirken til folket. Dagen er ikke vigtig i kirkens kalender og jeg har aldrig hørt nogle kirker mukke over, at befolkningen ikke møder talstærkt op – som vi i kirken ellers godt kan beklage, ikke sker til påske og pinse.

 

Alligevel begræder man i Sundby Kirke at Store Bededag nu bliver lagt i graven.

 

    • Det er en fridag, hvor vi dyrker bestemte sider af vores særlige danske kultur - som vi endda eksporterer, nemlig hygge og afslappet livsstil. Om det foregår i kolonihaven, på fortovscafé eller på en bænk med et par bajere, spiller ingen rolle. Om det er i kirken eller i fredagsmoskéen, alene under dynen eller på samfundsnødvendig jobvagt, betyder heller ikke noget. Vi deler nemlig fridagsstemningen. Det gjorde vores tip-tip-tip-tip-tip-tip-tipoldeforældre også, så det sidder dybt i folkesjælen. Andre fri- og helligdage foregår mere individuelt og inkluderer ikke alle mennesker lige meget. Store bededag er således ikke blot arvesølv, men også guld for vores sammenhængskraft. Og den har vi så lige solgt for tre milliarder kroner, slår Line Hage fast.

 

Men i bykirken på Amagerbrogade accepterer man ikke nedlæggelsen af Store Bededag. Tværtimod.

 

    • I Sundby Kirke har vi valgt at se afskaffelsen som en mulighed for at revitalisere bøn som en vigtig del af menneskers liv. Når vi ikke længere i kirken kan regne med, at folk har fridag, så breder vi bare bønnen ud over hele døgnet, så alle får muligheden uanset arbejdstiderne.

Og i Sundby Kirke mener man det dybt alvorligt, når man indfører Store bededøgn. Arrangementet strækker sig over et helt døgn fra kl. 00.00 – 23.59 den 5. maj.

Hver time skifter temaet for bønnerne. Det vil blandt andet være bønner for kærlighed, krigens ofre, for sorg og tab, for klimaet, venskab og kæledyr.

Derudover er der naturligvis højmesse, men også sindsromesse og bønneværksted.

For yderligere information eller interview kan sognepræst Line Hage kontaktes på tlf: 30364013.

Her kan du læse pressemeddelelsen, vi har udsendt 3.5.2023 om Store BedeDøgn i Sundby Kirke.